FBHF, arbejder for at skabe bedre vilkår for børn og unge med handicap.

FBHF laver ved frivilligt arbejde forskellige arrangementer og aktiviteter, hvor børn med handicap og deres familier er i fokus. At få et barn med handicap berører hele familien, derfor er det vigtigt også at have fokus på søskende og forældre til børn med handicap. Søskende til børn med handicap kan føle sig lidt oversete, fordi hverdagen ofte er præget af praktiske gøremål i forhold til barnet med handicap. Derfor er det vigtigt at styrke hele familien ved nogle positive, fælles oplevelser.

Ligeledes er det vigtigt at blive hørt på den social-politiske scene – det arbejder FBHF også for.

Så runder Foreningen for Børn med Handicap og deres Familier, FBHF, 8 år i år. Tillykke med det!

I sig selv måske ikke det helt store når man betænker, at visse patientforeninger er mere end 50 år, men alligevel en flot præstation med tanke på, at foreningen udelukkende drives ved frivilligt, ulønnet arbejdskraft af forældre til børn og unge med handicap. Det vil sige en samfundsgruppe, der i forvejen er under hårdt pres.

Vi kender det alle sammen, fordi vi lever i det til dagligt, ved hvad det vil sige at skulle leve med og omkring et handicap. En sagsbehandler for børne- ungeområdet sagde engang til mig: ”Ja, for nogen er det jo en økonomisk gevinst at få et barn med handicap”. Hun understregede, at det ikke var møntet på mig, naturligvis, men at hun refererede til mange andre familier!!!

Dén sætning har jeg ofte haft fremme i mine erindringer, når jeg har siddet ved min søns hospitalsseng, når han har været forpint af fysisk og psykisk smerte ved sit handicap, når hans søster og den øvrige familie er kommet på ”stand by”, fordi handicappet igen har krævet særlig opmærksomhed, når… når… når…

Det er trist, hvis den professionelle del af systemet møder os familier med en så forkvaklet holdning, men man må sætte sin lid til, at hun ikke er repræsentativ for denne del af systemet. Hvad der til gengæld desværre er en yderst repræsentativ parameter for livet med og omkring én med handicap er, at man skal bruge enorme ressourcer på at ”komme igennem” i forhold til det offentlige system. Det er som et forhindringsløb, hvor der både kan være mindre huller på stien, men også store kløfter. Det er ikke rimeligt, at familierne skal udsættes for det yderligere pres, et sådant modspil giver. Familierne er rigeligt pressede i forvejen.

Som familie til et barn/ung med handicap finder man ud af, at det virvar af kontaktpersoner der måtte være, mens barnet er barn, bliver udskiftet med et kaos, når barnet bliver myndigt og pr. definition ikke længere er afhængig af forældrene. Er vi så som familier vokset med opgaven – vi har trods alt haft 18 år til det -, eller er vi som familier slidt ned?

Med alt det i tankerne, vil jeg gerne lykønske FBHF med de 8 år – en FLOT præstation ydet af familier, der i forvejen er pressede, men som gennem foreningen ønsker at være med til at skabe en positiv atmosfære, et godt netværk og sociale kontakter til ligesindede, gode oplevelser for familierne, hvor ligeværd og respekt for sine medmennesker er kernebegreber.

Økonomi

Foreningens kasserer vil tage over om lidt og fortælle om økonomien og hvad pengene bruges til, for FBHF har et mindre, men solidt fundament. Bestyrelsen arbejde for, at pengene kommer medlemmerne til gode i form af aktiviteter, frem for at drive et stort, administrativt apparat. Således afvikles bl.a. bestyrelsesmøderne for bestyrelsens egne udgifter, hvilket må siges, at være temmelig utraditionelt.

Men vi savner ildsjæle, der kan og vil give af deres tid, så der kan tilgå flere økonomiske midler til foreningen, og dermed også til flere arrangementer. Ét tiltag fra foreningens side har været, at få lavet støttearmbånd med foreningens logo, hvor indtægterne fra salget går ubeskåret til foreningens arbejde, så vi håber, at endnu flere vil støtte op om det. I 2015 tilbydes et støttearmbånd samt et støttemedlemskab for kun 25 kr. – det er så billigt, at vi alle kan være med til at sprede budskabet om foreningen og dens virke.

 

 

 

 

 

Arrangementer

Et andet sted hvor vi også tjener til foreningens økonomiske post, er ved ”Fjordens Dag”, hvor foreningen er repræsenteret ved en tombolabod. Dette gjorde vi for femte år i træk, og vi fortsætter! Trods en regnfuld og blæsende dag, lykkedes det for foreningens ihærdige team at skabe et solidt økonomisk overskud igen i år. Godt gået!

Og lige netop omkring tombolaboden ses det, som FBHF står for: At give en positiv oplevelse, skabe et fællesskab for børn og unge med handicap, for søskende, for forældre, for bedsteforældre. Alle grupper er repræsenteret ved denne ene begivenhed, hvor sidegevinsten er, at der tilgår foreningen økonomiske midler til gavn for alle i foreningen.

Efterårsferien 2014 tilbød foreningen at holde i Berlin. Det er et kostbart arrangement, og lykkes kun fordi foreningen modtager solid økonomisk støtte hertil. Det er dejligt, når familierne kan få et tiltrængt pusterum i hverdagen, og når et handicap ikke sætter begrænsninger i forhold til at komme ud og rejse og få nye indtryk. De sociale bånd og netværk styrkes, og familierne får lov til at være familier.

Bestyrelsen er nået til den erkendelse, at der er behov for input fra børnene og de unge selv, når der skal planlægges arrangementer og aktiviteter, de kan have lyst til, foreningen arrangerer. Derfor er det bestyrelsens opfattelse, at de unge skal have mulighed for at være en større og mere aktiv del af foreningen og dens arbejde. Der vil derfor på dette års Generalforsamling blive afholdt valg blandt ungegruppen – dvs. minimum fyldt 15 år på dagen for afholdelse af Generalforsamlingen –, hvor 2 repræsentanter for de unge, det være sig unge med handicap og/eller søskende, vil få mulighed for at deltage i foreningens bestyrelsesmøder. De 2 unge vælges direkte af Generalforsamlingens unge, af dennes midte, hvoraf både unge med handicap og søskende er valgberettigede. Hver ung nedskriver navnene på 2 af de opstillede kandidater, og de 2 med flest stemmer, er valgte. De er valgt for 1 år ad gangen, og har status af observatører, og de indgår ikke som en del af bestyrelsen, hvorfor de ikke er beslutningsdygtige, og ej heller kan drages til ansvar for de af bestyrelsen trufne beslutninger. De får mulighed for at komme med forslag, ideer og inspiration til arrangementer, og har lov til at ytre sig frit under bestyrelsesmøderne.

De sociale medier

Der er blevet oprettet en Facebookgruppe for foreningens medlemmer, hvor man kan vedligeholde kontakten, udvide sit netværk, viderebringer informationer, billeder, m.m.. Samtidig er der foreningens hjemmeside, hvor man kan nå bredere ud, og alle opfordres til at gøre brug af disse sociale medier. Har man f.eks. oplevet noget i forhold til det offentlige system, som man mener andre kan have gavn af at læse, så send materiale til bestyrelsen. Ligeledes hvis man læser en brugbar artikel, ser et anvendeligt hjælpemiddel, etc. Vær med til at gøre begge medier mere levende!

Tak

”Tak” til alle, der gør et stykke frivilligt arbejde for at fremme foreningens virke, og ”tak” til alle, der gennem deres medlemskab støtter foreningen. Det er medlemmernes forening, og derfor også medlemmerne der bestemmer, i hvilken retning foreningen skal udvikle sig. Også ”tak” til de, der gennem deres sponsorgaver støtter foreningens arbejde – det er værdsat.

Det er vigtigt at huske på, at alle kan gøre en gavnlig indsats for FBHF, hertil behøver man bestemt ikke sidde i en bestyrelse.

Maj-Britt Emborg/

Formand

FBHF har en masse dejlige sponsorer som vi gerne vil sige tak til.

PFA Brug livet stempel 2017
Soroptimist logo3 n
lasertryk
slettestrand
Olivia DK logo
redweb logo
redhost

Denne hjemmeside er lavet i samarbejde med frivillige medlemmer af Joomla User Group Odense.

JugOdLogo